Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
naturen ikke var nogen Edens have, men en
valplads for den evige krig for livet, begyndte
digterne og filosoferne ensidig at fremhæve
naturens grusomhed og umenneskelige
«ligegyldighed». Victor Hugo, som omtrent samtidig med
Wergeland havde forherliget naturens renhed og
harmoni, slog senere uvilkaarlig om og
forherligede nu heller menneskets varme i
modsætning til naturens uhyrlige vildhed. Og
Ten-nyson sang om naturen som et rovdyr, «rødt i
tand og klo». Tænkere som Stuart Mill og
Huxley, Renan og Guyau, eller digtere som
Leconte de Lisle fremhævede naturens
«ligegyldighed» og absolute «mangel paa moral». Omtrent
alle de, som var opfostret i den romantiske tids
idealisering af naturen, blev af skuffelsen drevet
over i en ligesaa ensidig anklage mod
naturen. Man glemte, at den ubevidste natur ikke
er mere grusomt ligegyldig end den sovende
mor; og at der er noget misvisende i at
sammenligne dyrenes og endog planternes kamp
med krigen, saaledes som denne føles af de
mest civiliserede mennesker.
I Bjørnsons første glimrende udkast til en
større fortælling, «En munter mand» (1856),
som senere blev omarbeidet til «Arne»,
forekommer der et interessant udtryk for Bjørnsons
realistiske barndoms-indtryk af det, som Darwin
i sit store verk fra 1859 kaldte «kampen for
tilværelsen». Arne er i dette oprindelige udkast
noget af en ironiker, som ikke delte sin gud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
