Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
dem kan der være kraft. Ikke blot Ødegaards
hjælp trænger hun for at lære at faa herredømme
over sine egne evner, men ogsaa de sagtmodige
prestegaardsfolk, som giver hende ly og
gjæste-venskab, og som eier noget af den kraft, som
hun savner. Det er betegnende, at efterat
Bjørnson i begyndelsen af fortællingen har moret sig
med at slippe et stykke strid og heftig
fjordnatur ind i den tamme og pyntelige by, i form
af Gunlaug og hendes datter, saa har han i den
senere del af fortællingen flyttet Fiskerjenten til
den stilfærdige prestegaard i det indre af landet,
«inde mellem fjeldene i Bergens stift», i «et
af-gjemt rede»; ikke forat hun atter skal vække
opstyr — skjønt det kan ikke ganske undgaaes —,
men forat hun skal lære at kjende
selvbeherskelsens og de afklarede følelsers magt. Man
kommer atter til at tænke paa de før citerede vers,
der for mig lyder som et omkvæd i al Bjørnsons
digtning:
«Slip stormen ind i det stille,
led magten ind i de milde.
Naar landet samles, skuer hver,
at vor historie det ex*.»
Bjørnson er altfor meget af en
herskernatur til nogensinde at have været nogen
ensidig «oprører» eller «revolte». Med urette
haien fransk forfatter villet indordne ham mellem
«/es revoltes du Nord». De ensidige oprørere,
som irriteres over al fast og fælles orden, er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
