Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
som ingen anden, vel netop ved det janus-agtige
og «tvesynte» i sin natur. Idag begeistret og
imorgen negativ og hyperkritisk, — altid vittig
og overraskende, istand til at holde samtalens
eller enetalens ild vedlige i timevis, — kanske
vor literaturs største causeur, med uventede varme
kilder af lyrik midt i det kolde og golde. Han blev
Welhavens arvtager og fortsætter som det norske
høifjelds sanger og Camilla Colletts store sidestykke
eller modstykke som glimrende causeur. Denne
periode, som har været kaldt «det poetiske
interregnum»1 mellem de to store blomstringstider
— Wergelands og Welhavens samt Bjørnsons og
Ibsens tid —, det var netop causeriets tid, da
Heinrich Heine, det nittende aarhundredes første
causeur, var «tvesynet»s eller den med graad
underløbne ironis store smittebærer til alle
saarede sjæle. For Heine, og tildels allerede for
Tieck, var det, som om virkeligheden og selve
sandheden var chatoyant eller farveskiftende, fordi
den saaes gjennem skiftende syn og stemning.
Denne aandsretning var et produkt af den store
reaktionstid, især af den «hellige alliance»s tid,
da idealismen hos en stor del af ungdommen
fik et stød og en svækkelse, som gjorde, at man
brugte idealerne til at slaa med istedenfor til at
bygge med. Den saarede idealisme blev hevnende
og fik en slags forkjærlighed for det raadne eller
morkne, som en skydeskive for ironiens vingede
pile. Ironien eller satiren blev en velnæret
para-1 P. Botten-Hansen i ’La Norvége littéraire».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
