Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
hvad der var af spænstighed og sprækhed hos
de norske fjeld- og fjordbønder. For Bjørnson
var det denne spænstighed, som skulde opøves
paany. Han følte det, som nordmændene atter
havde brug for at spænde talen som en bue,
hvorfra ordene lløi som pile. Han ialfald havde
brug for det. Under den lange forholdsvis
stilfærdige tid i vor historie var vi bleven noget
tunge og seue i vendingen. Men nu var tiden
ogsaa for os blevet en spændende tid. Der
skulde komme fart i vort liv, derfor ogsaa i
vor tale. Vi trængte til en sammentrængt stil
og en knap kunstform, fordi vi trængte til alt
det, som giver smittende udtryk for anspændt
energi.
Som skolegut havde Bjørnson gjengivet
scener af sagaerne for sine kamerater; og
hjemme paa prestegaarden havde han i ferierne
fremmanet de gamle nordmænds liv ogsaa for
bygdens folk. Lidt af Snorres stil var vel
allerede dengang bleven til levende tale i hans
mund. Men dette stilpræg var vistnok atter
bleven overskyllet og næsten udglattet af de
sterke indtryk af Oehlenschläger1 og i det hele
af den danske guldalders forfattere. Den store
danske literatur havde med livsfyldens ret
erobret sig en plads i Norge og især i Kristiania,
hvis hovedtheater væsentlig var en dansk koloni.
Fra dette theaters brædder slog noget af den
1 Jfr. Bjørnsons Artikel i «Bergensposten» for 1859,
no. (5(5 ff. om Oehlenschläger.
13 — Collin: Bjørnstjerne Bjørnson.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
