Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
203
anker over Welhavens «evige lamenteren over
verdens og tidernes pinagtighed» og hans flugt
til granskovens «vinkende ensomhed» eller til et
eller andet fjeldvand, hvor han sætter sig træt,
«slipper sin byrde og stemmer sin lyre», som
han siger. Men Bjørnson «tror ikke, Welhaven
har den bitre, sønderflængende livsanskuelse til
eie, — nei blot til laan. Eller rettere, vi
troldet er hans søndagsdragt, den han trækker paa,
hver gang han skal ud i digt..... Men det
tusindstemmige glade ja, som Wergelands
bjerg-friske, freidige sange modtog, maatte dog
overbevise om, at sygelig sentimentalitet ikke har
hjemme her. Og denne vor mest norske digter
skrev saa trods hundredfold større modgang,
som trykkede hans liv».
Bjørnson, som senere er bleven en af
Welhavens varmeste beundrere, og som har hyldet
ham i et af de skjønneste digte i vor literatur,
begyndte med at dømme Welhaven fra en
Wer-gelandianers synspunkt; altsaa temmelig
uretfærdig. Man kan se, at Bjørnson dengang endnu
ikke havde levet sig ind i Welhavens digtning
og betragtet den fra dens eget synspunkt. Men
ved siden af overdrivelsen og den altfor store
forenkling, som pleier at følge med en polemisk
kritik, er der dog ogsaa megen sandhed i
Bjørnsons dom. Med mesterhaand har han rørt ved
den svage side ved Welhaven, den lidet
frugtbare eller endog svækkende klandresyge, som
allerede kom sterkt frem i «Norges dæmring»,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
