Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
209
men vi maa ikke glemme, at «tiden» det er os
selv; at skubbe til den, det staar derfor ogsaa
til os selv.
«Da den romerske armé allevegne, hvor den
stødte sammen med Hannibal, blev en slagen
armé, da den var paa veie til rent at opgive
modet, og formodentlig ogsaa blot haabede paa
«tiden», da kom Scipio. Han var stor nok til
at forblive tapper ligeoverfor «alle de andre»,
som var modløse .... Han opløste dette hæmmende
flertalsbegreb ved at paakalde hver enkelts
æresfølelse, indgive hver soldat tillid til sig selv, og
fra det øieblik af, at denne troede, han kunde
betyde og udrette noget, og at altsaa ikke lidet
var afhængigt af ham, blev den romerske soldat
seierssæl som før.
«Vorherre bevare baade mig og andre fra
at tro sig en Scipio ligeoverfor den slagne
Kristi-ania-armé. Nutiden gaar ikke frem ved store
mænd, men ved massen. Og i den masse, som
maatte være oplagt til at modarbeide det, jeg
for kortheds og legens skyld har kaldt
kjedsomhed, men hvormed jeg mener noget langt
mere,.....i den masse vil ogsaa jeg nu blande
mig, idet jeg ligesaa lidt smigrer mig med at tro,
at jeg er den hundrede, end sige den første i
rækken, som jeg mistrøster mig med at tro, at jeg
er den tusinde-og-énte fra slutten, end sige den
sidste. Det er et mere bevæget, men aandelig
bevæget liv jeg vilde byen skulde have, og til
hvis fremme jeg gjerne vilde være, om ogsaa
14 — Collin: Bjørnstjerne Bjørnson.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
