Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
se, hvorledes sterke eller fine naturer vokser i
kampen med ydre og indre hindringer, og
hvorledes selve nederlagene kan hjælpe os til at
seire. De faldne faar opreisning, ikke som
anklagende røster, men som veivisere og førere
gjennem sit fald; de løftes op og bæres med
paa marschen, de lever videre, ikke blot i vor
erindring, men i vor handling.
Til den atter og atter opdukkende, men fint
afdæmpede og kunstnerisk beherskede klage over
skjæbne-magternes uretfærdighed, som klinger os
imøde fra Henrik Ibsens verker, svarer hos
Bjørnson en ungdommelig og viljesterk tro paa, at
der i selve menneskenaturen er magt nok til at
bøie skjæbnen, naar vi blot vil forene vore
kræfter.
Vi staar lier, tror jeg, foran den egentlige
grundforskjel mellem de to store digtere.
Henrik Ibsen, som den fra barn af sky og ensomme,
har næret en dyb mistro til alle fælles-magter
og al menneskelig optræden i fællesskab — til
venskab og partidannelse, ægteskab og
statssamfund og til de religiøse forbund. Bjørnson
derimod, som den fødte fører og organisator,
har netop sat sit store haab om menneskelig
selvhjælp til alle former af forbund. Heri, tror
jeg, ligger hemmeligheden baade ved Ibsens
forholdsvis mørke og ved Bjørnsons forholdsvis
lyse syn paa livet. Hos Ibsen mislykkes for det
meste alle slags forbund, fra familjen til de
politiske og religiøse forbund. Naar hans ide-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
