Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213
alister er upraktiske eller vanmægtige, er det ikke
mindst, fordi de mangler noget af den
forbund-stiftende trang. Hos Bjørnson har endog de
forbindelser, der ender mest tragisk, som mellem
Adolf og Klara Sang eller Paul Lange og Tora
Parsberg, en lykkefølelsens sødme, som opveier
alt. Et kjærlighedens forbund kan neppe tænkes
mere sørgeligt og mere nedslaaende, naar man
ser hen paa det ydre resultat, end Bjørnson har
tænkt det: I «OverÆvne», første stykke, søger
en mand ved al menneskelig og overmenneskelig
magt at redde sin hustrus liv og fører derved
hende og sig selv ind i døden. I «Paul Lange
og Tora Parsberg» er det en kvinde, som
opbyder alt for at redde den mand, hun elsker,
og som derved driver ham i døden. Alligevel
føler vi med disse mennesker, at kjærligheden
er livets fylde, — at den trods alt er en
frelsende, en livgivende magt. Disse mennesker
har oplevet den høieste form af vekst. De har
levet livet. Vi føler det alle, som om vi vokser
ved at leve med i deres liv. Vi glemmer at
klage over verdensordningen eller kræve den
til regnskab. Disse mennesker v i 1 ikke
beklages.
«Du beklager mig da vel ikke!» — raaber
Klara Sang til sin søster. «Mig, som har gjort
reisen sammen med jordens bedste mand. Med
menneskehedens reneste vilje!»–«Hvor du
elsker ham!» udbryder gang paa gang hendes
søster. Og vi andre tænker som hun. Vi tæn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
