Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
ker ikke saa meget: Hvor de var ulykkelige f
som : Hvor de elsked hinanden!
Fra dette synspunkt falder der en lang
lysstribe over Bjørnsons digtning gjennem
næsten et halvt hundrede aar. Det gjælder
Arnljot Gelline og hans Ingigjerd, som de to
kongebrødre i «Sigurd Jorsalfar»; det gjælder
Kongen og Klara Ernst, som Elias Sang og hans
søster; skolemesteren og hans bror i «En glad
gut», som de to brødre i «Paa Storhove». De
kan have smertet hinanden paa det dybeste, —
enkelte kan have saaret hinanden til døden; de
er feilende mennesker, hvis liv viser os, at
der maa kjæmpes med frygtelige vanskeligheder
i alle de menneskelige forbund. Men før
eller senere bryder kjærligheden frem med
en inderlighedens styrke, som forsoner med
alt. Det er dette, som giver Sigurd Slembe og
hans mor i selve afskeden erstatning for deres
vanskjæbne. Det er dette, som virker opløftende
og ligesom gjør det lettere at leve, — hos
Bjørnson som hos Shakespeare: Af al strid og synd
bryder den menneskelige grundvarme frem med
en alt andet overvældende magt. — Den evne
til selvudvidelse, som gjør, at vi føler et
andet menneskes liv som en del af vort eget, —
det er den, Bjørnson forherliger og lader os
opleve i al sin digtning. Det er den, som seirer
over Undinens og Marias hjertekulde og forsoner
striden mellem brødre, den urmenneskelige strid.
Det er den, som aabner en mors beskyttende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
