Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
arme for alt det, som lider, selv om det er et
skade-menneske, en forbryder. «Mit barn! Mit
forvildede barn!» — i dette Margrethes udbrud
i Bjørnsons sidste skuespil ser vi som i et
lynglimt meningen af de dybe ord i «Laboremus»
om «den varme, som efterhaanden er
kommen ind i menneskelivet».
Hos de allerfleste digtere finder vi noget af
det samme. Men eiendommelig for Bjørnson er den
umiddelbart heftige og saa at sige elementære
styrke, hvormed alle former af menneskelig
sam-fundstrang kommer til udfoldelse i hans digtning,
som i hans liv; ofte først efter en saarende strid.
Mellem mor og søn, som i «Arne» og «Sigurd
Slembe». Mellem far og søn, som gamle og
unge Kampe i «Det ny system». Mellem en
bror og en søster, som i «Over Ævne», begge
stykker, eller i «Paa Guds veie». Mellem to
brødre, som i «En glad gut», «Sigurd Jorsalfar»
og «Paa Storhove». Eller endelig mellem beiler
og brud, mellem mand og hustru i en lang
række af uforglemmelige verker — alle disse
grundmenneskelige stridigheder og
grundmenneskelige forbund, og kjærlighedens vekst gjennem
forbund og strid har Bjørnstjerne Bjørnson ladet
os opleve som kanske ingen anden digter. Især
naar man tager «kjærlighed» i ordets videre
betydning, er han en af verdensliteraturens store
kjærlighedsdigtere; en af de alsidigste belysere
af de grundmenneskelige forhold.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
