Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271
er det, ligesom alt staar stille dernede og er
blevet saa gammelt, saa gammelt». — «Skulde
man ikke kunne lade den stakkels Emilie slippe
for at banke mere med sit hjerte? Nu har vi
hørt slutningsrepliken: «Der er vognen!» saa
ofte, lad nu den stakkels pige engang faa lov
til at kjøre afsted! Ogsaa «Ulla skal paa bal!»
Lad hende det, lad hende og Emilie danse og
more sig paa ballet og lad dem saa gaa hen
og lægge sig. Lad Rataplan og Pariserdrengen
staa bag paa vognen..... Forresten var det
uret at klandre de gamle, store stykker ... De
har været sande guldgruber, det er vist, men nu
bør det fortræffelige gamle støv faa lov til at
lægge sig over dem igjen. Man skal betænke,
det er gamle herrer, de trænger til en smule
hvile iblandt.»
Mindre end fire aar efter, da Bjørnson med
sin nye digtning var rykket ind i «de gamle
herrers» land, med «Synnøve» og «Halte-Hulda»,
fik han føie, at disse herrer endnu ikke var
tilsinds at gaa til hvile. Johan Ludvig Heiberg,
som vaagede over adgangen til det kongelige
theater i Kjøbenhavn, afviste med barskhed
Bjørnsons «Halte-Hulda», sammen med Ibsens
«Hærmændene». Han afviste dem endog for alle tider
med en spaadom, som meget snart skulde gaa
i omvendt opfyldelse: «Et norsk theater vil
neppe fremgaa af laboratoriet for disse
eksperimenter ; det danske trænger heldigvis ikke
dertil.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
