Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
275
Et enkelt kultur-organ trak ligesom blodet til
sig og truede med at gjøre de andre blodfattige.
Digterne følte det, som om tidens energi blev
ledet bort fra deres higen og stræben. Deres
egne tanker blev ledet bort. Men det er
betegnende, at Bjørnson allerede i sin første
literatur-artikel paa den nye digtnings vegne frabeder sig
al klynk over tidsaandens praktiske og «filistrøse»
bestræbelser. Digterne skal nok klare sig
overfor tidsaanden. En syg tid har altid helsebod
i sig selv. De nye digtere «kommer alt
enkeltvis og spredte, men snart vil de slutte sig op
i falanx ...» Og han tilføier med den
profetiske drift, som ligger i det at ville en ting:
«Nu spaaes her — og se til, om det ikke gaar
i opfyldelse — at vi saagodtsom slag i slag faar
udkomne digterverker at anmelde, ikke af de
gamle, men af nye musa-sønner.»
Blandt disse nye var Henrik Ibsen. Og da
«Gildet paa Solhaug» fire maaneder senere
blev opført paa Christiania theater, hilser Bjørnson
dette stykke velkommen som et verk, der giver
løfte om et stort og festligt følge. «Thi en aften
som den i thorsdags vil Henr. Ibsen give os
mange af.» Bjørnson er nærmest henrykt over, at
stykket ikke saa meget er dramatisk som lyrisk.
Han siger: ««Gildet paa Solhaug» har næsten
alt at undlade for at blive et dramatisk arbeide,
en hel herlighed af lyrik at slaa ihjel. Men
man føler godt, at det vil Henr. Ibsen aldrig
gjøre . . . Han kjærer sig lidet om at kaldes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
