Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
en god dramatiker . . . .; et feslot for alle sine
sagn og sange er det, han søger i scenen.»
Stykkets vers «er blandt de skjønneste, mest
velklingende, som er skrevne paa norsk.» . . . .
«Ihvorvel alt staar for os i et yderst indtagende
totalbillede, stiger dog anden akt frem af det
hele, naar tanken dvæler ved det lidt nærmere.
Ligefra den fine scene, hvor de gaar to par og
samtaler hver for sig .... og lige til den
ypperlige udgang .... staar det for os saaledes, at
vi aldrig kan glemme det. — Man kan sige, at
det hele er et stort musikstykke . . . .» —
Bjørnson tænker sig, at stykket er blevet til
saaledes, at personerne er steget frem for
digteren af den gamle kjæmpevises versemaal. Ibsen
«blev, drømmende, som han er, forelsket i dette
versemaal; det veg og det kom; det lokkede
og det bølgede, og lidt efter lidt begyndte
tanker og sange, figurer og scener at stige frem
deraf».
Det fortælles, at Ibsen takkede for denne
og en senere velvillig artikel med de ord: «Nu
har vi da endelig faaet en kritiker!» Hvortil
Bjørnson svarte: «Ja, men jeg vil ikke være
kritiker!»1 — Saa lidet kjendte de to digtere
hinanden dengang. Bjørnson trodde, at Ibsen
fremfor alt var en drømmende lyriker, og Ibsen
mente, Bjørnson skulde blive kritiker.
Af en følgende artikel af Bjørnson om det
samme stykke kan vi se, at han uvilkaarlig saa
1 Meddelt af J. E. Sars.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
