Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
289
vel ogsaa «Ole Stormoen» til og kanske
ogsaa «Et farligt frieri», hvor dog
«bjørnekloen» har sat sig merke. Her og end mere i
«En munter mand», som blev paabegyndt i
Kristiania og fortsat i Kjøbenhavn, skrev han
sig varm og begyndte at udfolde sit
vidunderlige fortællertalent. Men baade disse første
udkast til fortællinger og den kjendsgjerning, at
han selv undertrykte sine to-tre første
dramatiske forsøg, viser, at kritiken var trængt ind i
ham selv; han var i disse aar først og fremst
kritiker overfor sig selv.
Forresten undertiden ogsaa ret streng
overfor andre. I den ovenfor nævnte artikel (i
«Bergensposten», 28de mars 1858), hvori han
tager Ibsens «Hærmænd» i forsvar mod en del
af Kristiania-kritiken, siger han: «De norske
forfattere har til idag maattet taale mange slag
af den djævelske prosaiske kvæle-luft omkring
os, og jeg erkjender til min store skam, at jeg
selv engang har drukket for meget af den, —
at jeg engang har været med at plage livet af
dem, som intet andet ondt gjorde os end at byde
os sit hjerte. Men jeg angrer og vil gjøre godt
igjen.»
Bjørnson sigter vel her nærmest til den før
nævnte kritik af Welhaven (fra 1854) og til en
senere polemik mod A. Munch som dramatiker
og mod Welhaven som novellist, i anledning af
den ikke synderlig vellykkede novelle «En sjæl i
vildmarken». Bjørnson, som selv længtes efter en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
