Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290
i livet dristig indgribende virkeligheds-digtning,
betegner huldre-romantikens og den fra livets
tummel fjerntboende naturlyriks repræsentanter
som «hine stille udflyttede mænd, som folket
med anelsen af noget ubegribeligt kalder
digtere». Denne romantiske udflytter-poesi staar
øiensynlig for ham som noget af en forsagt flugt
fra virkeligheden, ud i sagnets og drømmenes
verden. Især paa menneskeskildringens omraade
finder han, ikke ganske med urette, denne
digtning blodløs. Han er Andreas Munch
taknemlig for, at han «med smuk flid» af og til i de
stille aftener vandrer paa disse udflytteres vei,
saa den ikke blir overgroet med græs (hvilket
især sigter til, at der i denne tid kom saa faa
digte fra Welhavens pen). Munchs «lyriske
umiddelbarhed har leget sammen saamangt et
digt for ham», især i fordums dage, og han har,
som det havde været sagt, «gjort enkelte greb
oppe i Oehlenschlägers harpe». Men «naar
lyrikeren A. Munch er kommen ind paa scenen,
og naar ,1. Welhaven staar i novellens (eller
eventyrets?) forgemak, saa tror jeg, at man i
al venskabelighed bør varsku om, at de ikke
staar paa sin rette plads .... Især naar man
som jeg er gjennemtrængt af overbevisning om
deres sjeldne begavelse». Den kritiske
undsætning, Andreas Munchs dramatiske digtning har
ivente fra Danmark, i fonn af en afhandling
fra Grimur Thomsen, betegner Bjørnson paa
forhaand som lidet værdifuld. Bjørnson fik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
