Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
■værelse: li a n hengiver sig ganske til
sin gjenstand, og ingen magt staar
mellem ham og denne1 . . . . Hos kritikeren
er endnu ikke dette høiere stadium naaet;
refleksionen staar endnu udenfor det digteriske
syn, skyggende og skræmmende».
«En sjæl i vildmarken» af Welhaven
betegnes som «et forunderlig vagt, svævende
udkast, hvori forfatteren griber efter karakterer og
lader dem glippe, efter naturmalerier og lader
dem glide forbi». Der er mange smukke
udtalelser om heltindens sjæleliv. «Men» —
spørger Bjørnson — «træder hun nogensteds frem i
handling, viser hun sig nogentid som den, han
siger hun er?»
Det er, som oin refleksionen «hölder
Welhavens haand tilbage» og hindrer ham i den
«dristige anskuelse» og «den frie hengivelse til
sin gjenstand»; «forfatteren staar allevegne paa
en kritisk fod med den og opnaar derfor ikke
det fortrolige samliv med den, hvori den
aabenbarer ham sine hemmeligheder og villig gyder
sig for ham i sin naturlige form». Uden den
frie, af refleksionen uhæmmede, hengivelse blir
formen let en «udenfra tilført iklædning», og
sproget blir «glasmagerarbeide». Refleksionen
gjør, at opmerksomheden altfor meget rettes
paa stilens enkeltheder, som saa ofte hos
Welhaven. Men denne «Welhavens linjepuds», siger
Bjørnson, «ei* saa aldeles mod den aand, tiden
1 Udhævet af denne bogs forf.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
