Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
293
ellers hærer i sig .... Natur! raaber tiden,
sandhed og natur!» — Det er usandt, naar
Welhaven lader sin Sara betro sig til de
ensomme skoves ekko som til en ven og en
fortrolig. «Det er ikke sandt! Den der selv som
barn .... har levet i inderlig forening med
den omgivende natur», ved, at ingen bønder
«lægger nogen fortrolighed i ekkos gjækkende
svar»; bøndernes ordsprog viser, at de snarere
opfatter ekkoet som en stor spotter.
Gjennem hele artikelen, som er overskrevet
«Enhver paa sin plads» («Morgenbladet»,
3dje mars 1856), gaar der en inderlig beklagelse
over, at «i vore smaa forhold kommer mangen
herlig begavelse ikke til fuld vekst og
udvikling». Imidlertid er det, siger Bjørnson, enhvers
pligt at finde sig tilrette der, hvor han er
hensat. «Klagen kan ikke helt føres mod de ydre
omstændigheder; man maa selv ogsaa tage sin
del af den og skyldlægge sig overfor
samfundet.»
Det var netop ved denne tid, at Bjørnson
begyndte at skrive de før nævnte skitser om
norske bønder, «Aunun», «Ole Stormoen» osv.
Og i «Aunun» handles der ogsaa netop om en
herlig begavelse, som ikke kommer til fuld udvikling
og vekst. Bjørnson var øiensynlig ved denne
tid sterkt optaget af at undersøge aarsagerne —
de psykologiske aarsager —til, at saa mange store
menneskekræfter forspildes eller ialfald ikke
kommer til fuld udfoldelse. Menneskekraftens til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
