Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131-
er efter datidens skik og likesom Bjørnsons øvrige avisartikler
fra denne tid hverken forsynet med navns underskrift eller
merke. Men hovedstaden var dengang en meget gjennem«
sigtig by. Det var som regel ingen hemmelighet, hvem der
var teateranmelder eller kritiker i et av byens faa blade. Baade
det kraftige angrep paa Welhaven og det kraftige angrep
paa madame Schrumpf vakte manges forargelse. Den unge
kritiker blev en kjendt personlighet og ugleset av mange.
Byen var ikke større, end at man næsten kunde ha kjendt
ham igjen paa gaten efter hans stil. Hvem anden end den
høie, unge student med den stolte romsdalske reisning og
den oprørske haarlug kunde ha skrevet disse artikler? Hør
bare, hvilken dristighet!
«Jeg skal tillate mig i al gemytlighet at vække hr.
Borgaard av den dvale, hvori han er falden, ved at krisle
ham en smule med en pennefjær i smilehullerne» . . . —
Bjørnson gjør straks i begyndelsen av artikelen nar av
de evindelige franske og danske vaudeviller, — franske
stykker som «Berthas klaver», hvorpaa der er «spillet saa
støt og stadig, at det er blit til et sandt hakkebret», eller
«Pariserdrengen» og «Rataplan». Eller Heibergske synge«
stykker som «Ulla skal paa bal», «Emilies hjertebanken»
og «De uadskillelige» (Malle og Klister). Det sidste stykke
forekommer ham «rent ut motbydelig», skjønt det hos
publikum «glider glat ned og er blit uadskillelig fra det
øvrige gamle klister, hvorav repertoiret for en stor del
bestaar». De «gamle, forgnavede stykker» gaar atter og atter
omigjen. Publikum sitter i salig henrykkelse, — især efterat
der sælges punsch ute i restauranten i mellemakterne. «Det
er merkværdig, hvad et glas punsch kan bringe følelserne
til at strømme over, hvorledes det sætter alt i et nyt lys
og bringer publikum til at opdage tusinde nye skjønheter
ved et stykke, som det før var led og kjed av.» Tilsyne«
latende har der aldrig før været saadant liv nede paa Bank«
pladsen. «Penge er der kommet ind i kassevis, klappet er
der blit i massevis, og fremkaldelser har der været i lassevis.»
Men allikevel — «for mig er det, likesom alt staar stille
dernede og er blit saa gammelt, saa gammelt». — «Skulde
man ikke kunne la den stakkars Emilie slippe for at banke
mere med sit hjerte? Nu har vi hørt slutningsreplikken:
«Der er vognen!» saa ofte, la nu den stakkars pike engang
faa lov til at kjøre avsted! Ogsaa «Ulla skal paa bal!»
La hende det, la hende og Emilie danse og more sig paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
