Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132-
ballet og la dem saa gaa hen og lægge sig. La Rataplan
og Pariserdrengen staa bak paa vognen.....Forresten var
det uret at klandre de gamle, store stykker . . . De har
været sande guldgruber, det er visst, men nu bør det fors
træffelige gamle støv faa lov til at lægge sig over dem
igjen. Man skal betænke, det er gamle herrer, de trænger
til en smule hvile iblandt.»
Mindre end fire aar efter, da Bjørnson med sin nye
digtning var rykket ind i «de gamle herrers» land, med
«Synnøve» og «Halte»Hulda», fik han føie, at disse herrer
endnu ikke var tilsinds at gaa til hvile. Johan Ludvig
Heiberg, som vaaket over adgangen til det kongelige teater
i Kjøbenhavn, avviste som censor med barskhet Bjørnsons
«Halte»Hulda», sammen med Ibsens «Hærmændene». Han
avviste dem endog for alle tider med en spaadom, som
meget snart skulde gaa i omvendt opfyldelse: «Et norsk
teater vil neppe fremgaa av laboratoriet for disse eksperi»
menter; det danske trænger heldigvis ikke dertil.»
Det gik Bjørnson i Kristiania, som det var gaat ham
paa Molde. Da han kom til Molde, blev han jo til en
begyndelse uhyre imponert av husene og menneskene og
de mange baater ved bryggerne: «For et storartet liv!»
Men det varte ikke længe, før han fandt den lille by altfor
stille — ialfald i de sidste skoleaar. Da han kom til hoved»
staden, blev han i begyndelsen endnu mere imponert av
den nye livsrigdom — de mange vakre mennesker paa
gaten, de berømte mænd, stortinget, militærmusikken og
især Christiania teater nede paa Bankpladsen. Der var «det
forjættede land!» Litt over tre aar gik hen, inden han fik
fast fot i pressen som kritiker, og nu var alt forandret.
Han hadde i mellemtiden fordøiet og forbrukt alle de nye
indtryk og hungret efter mere. Det var altsammen blit til
kjød og blod, til nerver og muskler, som krævet nyt arbeide.
«Fremdeles den samme tunge stilhet!» — det
var nu hans følelse overfor den samtidige litteratur (i an»
meldelsen av «En nytaarsbog»). Og netop den samme
følelse hadde han nu overfor teatret paa Bankpladsen: «For
mig er det, likesom alt staar stille dernede.» «Alt
er blit saa gammelt, saa gammelt.» «De ældste skuespiller»
inder faar stedse yngre roller, de yngre skuespillerinder
blir stedse ældre i deres roller og faar ingen ny; gamle,
forgnavede stykker blir optat og atter optat.»
«En hovedfordring maa man imidlertid gjøre til hr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
