Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142-
anlæg nødt til at bryte ut i aapen strid. Et langsomt
tærende, kronisk onde blir akut. — Et skuespil begynder
gjerne paa en tid, da det trækker op til uveir i menne»
skenes verden. En ulmende misnøie slaar pludselig ut i
flammer. Et længe opsamlet sprængstof smelder løs. Og
heri ligger der noget befriende. Hvad enten kampens ut«
gang er glædelig eller tragisk, er det tilfredsstillende, at
kampen blir utkjæmpet. Det virker livsforhøiende at være
tilstede, hvor slumrende kræfter utløses, — hvor en længe
opsamlet spænding kommer til vældig utbrud. Kræfterne
vokser paa begge sider under kampens høitryk. Og vi faar
del i kræfternes dobbelte vekst. Sammen med digteren tar vi
del i kampen paa begge sider. Slumrende kræfter vækkes
tillive i os selv. Vi blir mere levende, saalænge kampen
staar paa. Og hvis skuespillet er født av en stor digters
dypeste livstrang, er der altid nogen av de værdifuldeste
menneskelige kræfter, som lokkes frem til utrykning.
Noget av det finest sammensatte i vor natur kommer til
utfoldelse og vekst.
Dramaet (likesom den dramatisk knappe ballade og
fortælling) er et billede av livet i dets intenseste skikkelse,
saa at si i vaarløsningens form. Og jeg tror, det er en
lov, som gjælder for alle tider, at den store dramatiske
kunst — baade digtning og scenisk fremstilling — blomstrer
frem av en usedvanlig længsel efter hurtig og spændende
liv. Hvad vi søker i kunsten er livsfylde, — selve livets
kvintessens. Vi oplever andres kraftutfoldelse som tillæg
til vor egen. Vi sætter os paa naturens eller paa de for»
skjelligste menneskers plads. Vi mangedobler vor tilværelse.
Neppe nogen kunstart er mere betegnende for trangen til
livsutvidelse end netop den kunst, hvorved skuespilleren
forvandler sig til et andet menneske og selvhengivende
taper sig i en fremmed skikkelse og skjæbne. Tilskuerne
oplever denne forvandling som regel mindre intenst, men
kan til gjengjæld lettere følge alle dramaets personer og
gjennem sympatien leve et flerstemmig liv.
Attenhundrede og femti«aarene, da lysten til at spille
og digte komedie for første gang kom til fuldt gjennem»
brud i Norge, hører til de enestaaende øieblikke i vor
historie. Den dramatiske kunsts frembrud var ogsaa hos
os et symptom paa en vaarløsning av bundne kræfter.
Og det er karakteristisk, at det mere livlige og ekspansive
vestlands»naturel gik i spidsen i den sceniske fremstillings
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
