Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
143-
kunst. Særlig dramatisk forekommer det os nu, i historiens
tilbakeblik, at kampen førtes paa een gang i Bergen og
Kristiania, med to jevnbyrdige anførere. Først Ibsen i
Bergen og Bjørnson (foreløbig som kritiker) i Kristiania.
Senere Bjørnson i Bergen og Ibsen i Kristiania. De
kjæmpet i forbund for en national scenekunst og et norsk
drama. Og dette forbund tyder paa et slegtskap i livs»
behov, som efter mit skjøn gaar dypere end al motsætning
mellem de to digtere. Man kan si, at den uvilkaarlige,
den organisk iboende tendens eller vilje i begges livsverk
har været at gjøre sig selv og det norske folk mere
rikt»levende. Lev!— det er paa en maate det første bud
i begges etik. Vær aktiv, bruk dine evner. — Begge
digtere har klaget over stilheten og døsigheten her i Norge,
fra Bjørnsons første litteratur» og teaterkritikker til Ibsens
sidste skuespil, hvor det heter, at «her er saa stilt, at man
formelig kan høre stilheten». Begge har forsøkt at vække
folket op av vinterdvale, og begge har dertil av instinkt
brukt den dramatiske kunstform. Hos Bjørnson, som har
hat fuld bruk for alle digterkunstens former, blir selv for»
tællingen og det lyriske digt utpræget dramatiske.
Begge digtere øvet høvdingegjerning, da de gav Norge
en dramatisk litteratur og hjalp en med dem selv jevn»
aldrende ungdom til at føre deres egne og andre digteres
skikkelser frem paa scenen. Uvilkaarlig følte de vel begge,
at skuespillets kunst fremfor alle andre har en suggestio»
nens magt, som de selv og deres landsmænd hadde bruk
for. Skuespillet aapner paa een gang begge hoveddøre til
vor sjæl, trænger ind gjennem øie og øre og tvinger os
som med hallucinationens magt til at leve med i sterkt
bevægede menneskeskjæbner. Bjørnson har i «Fiskerjenten»
git en kostelig skildring av skuespillets magt over en med
erfaring og kritik aldeles ubevæbnet kunstnersjæl. Paa den
troskyldige Petra virker det ganske som en vision. Mindre
naivt og mindre fysisk overvældende, men sikkert ikke
mindre dypt maa Bjørnson og Ibsen ha følt skuespillets
magt, da de kom ind til hovedstaden og i det danske
teater for første gang kom under scenekunstens hypnoti»
serende magt. Selv at virke med den samme magt paa
sine landsmænd, maatte staa for dem som en kongelig lod.
Dramaet er de fyrige tiders store og samlende kunst»
form, — de græske fristæders, senere korstogtidens og re»
næssansens stolte borgerbyers, kunst. Den kan samle alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
