Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152-
14 aar. Men paradoksets lidenskabelige elsker finder at
«for at gjengi Julie maa skuespillerinden væsentlig ha
en avstand i alder fra Julie». I en alder av 17 eller 18 aar,
som «en satans nydelig og forbandet rask tøs», kunde
den fødte skuespillerinde ganske vist gjøre furore ved at
«leke Julie eller utgi sig for Julie» og dermed forlyste gal«
leriet. Nei, netop nu da hun er i sit 31te aar (et tal som
Kierkegaard for ikke at være nærgaaende indsætter isteden«
for 35te), er hun som kunstnerinde naad til kulminationen,
en høiere ungdommelighet, den som kaster «erindringens
idealitet over hele præstationen». Hun har beseiret tiden
og tilfeldigheten! Hun er blit «ideens ydmyge tjenerinde».
Høit hævet over det «fenomenale», det vil si: det ende«
lige, det forgjængelige.
Hvis en norsk teaterven hadde læst disse Kierkegaards
avisartikler fra 1848 i 1854 eller deromkring, vilde han
uvilkaarlig ha tænkt paa — madame Augusta Schrumpf!
Og han vilde ha kunnet ha haab om at knuse Bjørnson
ved hjælp av velvalgte utdrag av den høitsvævende danske
idealists dypsindige metafysiske og religiøse syn paa kunsten.
Augusta Schrumpf, født Smitt (av en norsk far og en svensk
mor), hadde debutert paa Christiania teater i sit 16de aar
og siden den tid været det mest dannede publikums ynd«
ling, om ikke netop i en saa høi grad som fru Heiberg i
Kjøbenhavn. Da Bjørnson uttalte sin fulde «respekt for
madame Schrumpf og specielt for hendes fortid», og
hævdet at hun litt efter litt burde overgi de unge roller
til yngre skuespillerinder, var hun i sit 41de aar, mens
Laura Svendsen var i sit 21de.
Det var madame Schrumpf og ikke Laura Svendsen som
(allerede fra begyndelsen av 1850«aarene, da Bjørnson først
fik se hende) befandt sig i den krise som Kierkegaard med
subtil og aandfuld dialektik søkte at belyse, for — som
han sier — «at gjøre det indlysende, hvor betrygget,
trods aarene, den væsentlige skuespiller«
indes fremtid er».1 Desværre for Augusta Schrumpf,
for hvis forsvarere disse ord og i det hele Kierkegaards fire
artikler vilde ha været en fundgrube, synes hendes venner i
Norge ikke at ha været opmerksom paa artiklerne fra 1848 om
fru Heiberg; eller de har ikke hat forstand til at bruke
dem. Hadde Bjørnson kjendt dem i 1854, vilde han efter
min opfatning ikke ha kunnet skrive i den aand og tone,
1 Uthævet her.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
