Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187-
Formindsket facsimile av Bjørnsons haandskrift fra 1854.
se det stige og synke og endelig rent tabe sig, fordi det
jo blot var røg». Bjørnson tilføier, at han «ikke er den
eneste, som synes, at det nærværende er uværdig, og at
det, som er uværdig, av al magt skal rettes». Han søker
aarsaken til ondet for at kunne bekjæmpe det. Og hoved*
aarsaken ligger i, at et haandskrevet blad, som ikke kan
yde de skrivende hverken ære eller mynt, fordi det ikke
naar utover studentersamfundets lille indestængte kreds,
maa altid komme til at føre en kummerlig tilværelse. «Trods
al vor pertentlige snak om at skrive, fordi vi maa skrive,
.... skriver dog ikke et ungt menneske uten enten for
æren eller for pengene» (Bjørnson undtar dog den egte
kunstner, som «taler frit til alle»). Skal studenterne eller
den akademiske verden ha et blad, maa det være et trykt
blad, uavhængig av studentersamfundet.
I en senere artikel vender han tilbake til sit angrep
paa den kritiske og tilsynelatende overlegne passivitet og
spotter «samfundets størrelser», «som blot har gaat
stumme omkring med et harcellistisk smil» og derved har
tiet sig store. Disse passive størrelser har mest anseelse.
De synes «duelige til alt, fordi de endnu ikke har vist
sig udygtige til noget».
Foruten at foreslaa en grundig reform av studenternes
avis forsøkte Bjørnson ogsaa at reformere studentersam*
fundets teater, hvis virksomhet var gaat istaa. Han blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
