Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
209-
«har været brukt, men for litet til at hænge». Ogsaa hos
ham faar den ubrukte livstrang et foreløbig lindrende, men
i længden forsterkende avløp i digtning: «Det er tungt
for gjæv mands søn, naar sverde møtes, at sitte ved taus
kvindes side og høre hendes rok surre» ....
Men endda større medfølelse har dog digteren med
hustruen, Inga. Hun er «tifold ulykkeligere». Hun er
«bunden fast til vuggen». Om der blir strid, kan hun ikke ta
del i kampen. At et menneske maa staa uvirksomt, er for
Bjørnson det utaaleligste av alt; — det ikke at kunne gjøre
fra eller til — som Bergliot, da hendes mand og hendes
søn hugges ned og ligger uhevnet, i Bjørnsons senere digt.
Det kom for ham til at staa som noget av det allersmerte»
ligste ved de gamle borgerkrige: hvad en hustru, en mor
eller en ung pike maatte lide — som Inga og Bergliot, som
Sigurd Slembes mor, eller som Ingigjerd i «Arnljot Gel»
line». Alle disse, som sagaen knapt nævnte, skulde faa
vederlag og opreisning i hans digtning.
Ingas stilling er mest uutholdelig. Derfor er det hende,
som gjør det første fortvilede skridt: at hente op nogen
av kong Magnus’s mænd, for at fremtvinge en løsning.
Det er den vanmægtiges lindring. Saaledes kan den
indestængte virksomhetstrang bli til spræng»
kraft.
Bjørnson hadde paa en maate selv været stavnsbunden
og følt de indestængte og ubrukte kræfters voldsomme
tryk. Under Krimkrigen især hadde han længtes ut i den
store, vide verden; han hadde villet reise til Paris»utstillin»
gen, men maatte sitte hjemme av mangel paa mynt. Ikke
engang at digte om de stavnsbundne hadde han dengang
været istand til. Men nu, efter teaterslaget og da han
hadde været ute og snart skulde ut paany, — nu kunde
han pludselig legemliggjøre sin virksomhetstrang ogsaa i
digtning. I det hele maa det ha været en lykkelig som»
mer, han denne gan g, i 1856, tilbragte hjemme paa Søgne.
Hvad der ikke hadde lyktes under det foregaaende besøk,
det lyktes ham nu paa fjorten dage. Han blev digter like»
saa pludselig, som det undertiden efter mange og lange
skuffelser blir vaar. Den kolde ventetid var forbi. Længe
forberedte motiver skjøt frem — først og fremst det, som
ikke var kommen til utfoldelse i det foregaaende aar.
Denne spire kløvde sig nu i to og blev først til et saga»
stykke og et tiaar senere til en nutidskomedie. Det var
14 — Collin: Bjørnson. 1.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
