Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218-
elsker sig i motpartens datter) er en likefrem omplantning
paa norsk grund av hovedmotivet i «Emigrantens datter»
fMademoiselle de la Seigliére) av Jules Sandeau. Bjørnson
hadde anmeldt dette stykke i «Aftenbladet» (Iste febr. 1853).
Ogsaa det mest dramatiske av Henrik Ibsens indtil den
tid skrevne stykker, «Fru Inger til Østerraad» (som
det oprindelig het; senere er dette stykke noget omarbeidet
i stil), er for en stor del blit til i kappestrid med fransk
skuespildigtning. Det centrale motiv, som isaer driver hand«
lingen fremover, nemlig den spændende tvekamp i kløkt
mellem fru Inger og den unge danske adelsmand Nils
Lykke, er utvilsomt en omplantning til norsk historie av
hovedmotivet i et av Scribes bedste historiske skuespil,
«Et glas vand», hvor hertuginden av Marlborough fører en
lignende tvekamp med den unge og glimrende adelsmand,
lord Bolingbroke.1 Men Ibsen har paa en original maate
indspundet dette motiv i andre motiver og i det hele
gjort det til sit.
Disse tre eksempler, «Fru Inger til Østraat» (1854),
«Ervingen» (1855) og «Mellem slagene» (1856), vil være
tilstrækkelige til at fastslaa den kjendsgjerning, at det ny«
norske drama kom til fuldt gjennembrud under kappestrid
ikke alene med dansk, men ogsaa med fransk skuespil«
digtning, og især med den sidste. Det første utpræget
norske karakterskuespil, «Mellem slagene», blev desuten
til gjennem kappestrid med Sveriges nationalhistoriske
minder. Uten kappestrid med andre nationer og beundring
for andre lands kultur er sjelden nogen stor national litte«
råtur blit til. Renæssansens billedkunst og drama utviklet
sig til fuld blomstring under beundrende kappestrid med
oldtidens store kunst. Den ny«tyske litteraturs mestre, fra
Klopstock til Goethe og Schiller, gik ut fra en kappestrid
med Milton og Shakespeare foruten med oldtidens store
mønstre, hvortil kom en sterk trang til at overtræffe de
franske klassikere. Paa lignende maate søkte Ibsen og
Bjørnson at kappes med det ny«franske drama og derved
overfløie det danske.
Men turen til Upsala førte Bjørnson ind paa et av«
vikende spor, hvor netop hans store evne til at beundre
førte ham frem til et gjennembrud. Møtet mellem de tre
nordiske folks studenter i Upsala og Stockholm førte
1 Flere litteraturhistorikere har uavhængig av hinanden lagt merke
til dette Scribe’ske motiv i «Fru Inger til Østraat».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
