Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230-
sons indtryk av Goldschmidt. Bjørnson sammenstiller
ham med den svenske oppositionsmand Crusenstolpe og
betegner dem som «store publicister fra vor første gjæ»
ringsperiode; den indfaldt litt forskjellig i de tre land,
men krævet sine ofre iethvert. Aapne, kraftige skikkelser
blev bøide og bitre, tillidsfulde naturer mistænkelige, venne»
sæle blev sky, og deres stil efterhaanden som et skum»
melt blik. Deres meninger var maaske oprindelig forka»
stet, fordi der var formegen kløkt, ofte formegen kjærlig»
het i dem. Det offentlige liv har ingen tid til hensyn;
hvad ikke netop passer, kaster det av veien med spot eller
vrede, — men en gang imellem kommer det saaledes til at
væbne en titan mot sig. Hvilket stenbrud av bitre sand»
heter har ikke en Goldschmidt i Danmark, en Crusen»
stolpe i Sverige og en unævnt mand i Norge [Ludvig Kri»
stensen Daa? Eller Vinje?] veltet ut over vort offentlige
liv» ....
Men Bjørnsons indtryk av denne tidsretning har efter
mit skjøn sat sig det interessanteste merke i «En munter
mand». Jeg tar neppe feil i den formodning, at Einar
Veiten, den romsdalske ironiker, dukket frem i en ny
belysning gjennem sammenligningen med ironikere som
Vinje og Botten»Hansen. «En munter mand» er paa en
maate Bjørnsons uvilkaarlige opgjør med den ironisk»kri»
tiske aandsretning. Og forsaavidt danner denne fortælling
en god forberedelse til Bjørnsons nye gjennembrud i Kjø»
benhavn. Efter at ha skapt «En munter mand» og like»
som løst ut denne skikkelske av sit indre kunde han be»
gynde paa et nyt avsnit i sit liv.
I sammenligning med den senere fortælling «Arne» vir»
ker «En munter mand» som et flygtig og stundom form»
løst utkast. Men fremragende er især den dype interesse
for en karakters tilblivelses»historie. Allerede i
en nekrolog over den gamle særling Rathke, professor i
zoologi (i «Aftenbladet», 5te mars 1855), hadde Bjørnson
vist, at der kan falde et varmt og forskjønnende lys
over en saadan «raring», naar vi ser, hvorledes han er blit
til den, han er. Artiklerne om Rathke, som av Bjørnson
blev tat i forsvar mot Kristiania»kritikkens «kaate spot»
terier og forkleinende rygter», gjorde lykke og vakte op»
sigt, efter hvad J. E. Sars har fortalt mig. Generalkirurg
Heiberg tok efter at ha læst denne artikel Bjørnson til
manuduktør for sin søn, den senere professor Jacob Hei»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
