Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240-
karakteriseres som storsindede, med ord som hugstårr,
hugsterkr eller hugprtiör; eller som kappelysten
og ivrig, kappgjarn eller kappsamr (dette ord brukes
av Snorre om Olav den hellige og Erling Skjalgsson);
modig paagaaende og fremdjerv, framlyndr ellerfram*
gjarn (det sidste ord ogsaa i nedsættende betydning).
Det er, som sagt, ikke nogen særlig norsk eller nordisk,
ikke engang nogen særlig germansk dyd. Det er væsentlig
den samme egenskap, som renæssansens mennesker betegnet
som magnanimitas eller s u b 1 i m i t a s, «storsind» eller
«opadhigen», og som de gamle grækere kjendte under
navn av «megalopsychia», sjælsstorhet.
Men det merkeligste av alle de gamle norske eller
nordiske kultur»ord er kanske ordet d y g ö, som egentlig
maa ha betegnet dugelighet eller livsdygtighet i sin alminde»
lighet, men som gjerne brukes i den særlige betydning av
trofasthet. Ogsaa tillægsordene dyggr eller dygöugr
(«dygtig») brukes i betydning av trofast. Gjennem saa»
danne ord kan vi se dypt ind i de gamle nordboeres
sjæleliv. Bedre end lange avhandlinger viser de i et glimt,
hvad de gamle nordmænd forstod ved livsdygtighet. Uten
trofast samhold i alle menneskelige forbund, fra familieliv
og venskap til den haandgangne mands forhold til
konge eller høvding, var et menneske ikke et dugelig
menneske, selv om det var storråör og åhugamikill,
anlagt for store planer og foretagender. Trofasthet er den
eneste dyd, Eddakvadenes største helt, Sigurd Favnesbane,
roser sig av, idet han dør. En av de bedste kjendere av
den gamle litteratur og kultur, Axel Olrik, betegner tro»
skapsidealet som grunddraget i de germanske folks livs»
anskuelse. «Trofasthet blir en ære og en pligt, som menne»
sket skal hævde, om det saa skal sætte livet ind’.»
Men netop denne egenskap er det, Bjørnson især frem»
hæver hos Halvard Gjæla og hans hustru, som hos Thor»
bjørn og Synnøve, hos Arne og i den lille fortælling om
«Trofasthet»: troskap i et av de grundlæggende forbund,
mellem forældre og barn, mellem mand og hustru. Hos
Halvard Gjæla som hos Arne er det de to nævnte grund»
egenskaper — det høitstræbende livsbegjær og trofastheten —,
som især fremhæves. Det er en sjælekamp mellem disse
to jevnbyrdige livsbehov, som volder den dramatiske eller
episke spænding. Halvard Gjæla længes fra den ensomme
1 Dansk Heltedigtning, s. 79.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
