Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
245-
tryksmaate, som i nogen grad var fælles for gammel og
ny tid, fordi den aabenbarer sig ikke saa meget i ord» og
bøiningsformer, som i sætningsbygning og stil, og ikke
mindst i tonefald og klangpræg. «Jeg respekterer intet
grammatik»norsk; jeg bruker bryst»norsk,» skriver han i et
brev til Paul Botten»Hansen, hvori han taler spottende om
de 300 baaser i (Knud) «Knudsens grammatik», men med»
gir at han og Ole Vig er «brave, hjertensgode folk, som
mener det godt, trods deres dygtige forfengelighet.» Ved
gjentagende at læse «Mellem slagene» høit netop for dan»
ske tilhørere fik han det første sterke indtryk av, at der
var norsk malm i disse repliker. De hadde i sig noget av
sagaernes stil, men ogsaa noget av den ordsproglige fynd,
som endnu levde i norske bygder. Hvor norsk denne
stil var, det hadde han ikke visst, før han hørte den ut»
talt av sin egen mund, med hjemlig tonefald og klang»
præg midt inde iblandt det «bløte» danske studenter»
kvidder. Fra nu av hadde han tillid til denne stil. Herefter
kunde han trygt la sine nutids»bønder tale noget nær det
samme sprog, uten hensyn til at Østgaards bønder hadde
talt egte tønsetsk dialekt, med næsten filologisk nøiagtighet.
Paa denne maate var det at Bjørnson banet vei for den
trygge og harmoniske stil i «Synnøve Solbakken» og
«Arne». Gjennem sagaskuespillet var han befriet for en
sprogtvang, som vilde ha hemmet hans kunstneriske ut»
vikling. Ordformer og bøiningsendelser blev fra nu av
uvæsentlige, ogsaa naar det gjaldt at fremstille nutidens
bønder. Det, som skulde fremstilles, var ikke «land»
almuen»s kultur og sprog eller skikke, — ikke det, som
arkæologer og etnografer og demografer samlet paa; ikke
gamle dragter og smykker, eller hermetisk bevarte sed»
vaner, eller gammel overtro og ærværdige sagn; ikke mer»
kelige uroprindelige ordformer og gloser; ja ikke engang
eventyr og viser i den overleverte form. Bjørnson er
ikke folkelivsskildrer i den forstand. Han tilhører
ikke den samme retning som Asbjørnsen eller Østgaard,
selv om han har lært meget av dem begge. Han bryr sig
merkelig litet om det nationale i arkæologisk forstand.
Det i færdig form overleverte, det stivnede og størknede,
har han liten interesse for. Det er i grunden næsten
bare sjælelivet, han bryr sig om, det vil si: den endnu
levende kilde, de bevægende kræfter, som endnu virker
og skaper nye uttryk, ny historie.
Derfor taler hans nutidsbønder som hans sagamenne»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
