Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
sige den afsluttende bagtrop i en lang europæisk
kjæde. Særlig i 1880-aarene, da Georg Brandes
skrev sine fortrinlige studier over Bjørnson og
Ibsen (optrykt i «Det moderne gjennembruds
mænd»), og da lians dygtige norske elev, Henrik
Jæger, udgav sin essay over «Synnøve Solbakken
og dens tid», var man altfor lilbøielig til at anse
«romantiken» foret tilbagelagt standpunkt. Ordet
romantik var bleven til en nedsættende betegnelse,
som omsluttede forestillingen om noget falmet
og forældet.
Af de store kulturlande var ialfald Frankrig
forlængst naaet frem til en (som det syntes)
natursand og virkelighedstro digtning. Den mest
muligt «dristige» realisme eller naturalisme, som
rettede fantasien særlig mod det menneskelige
driftsliv, stod for mange som den literære
udviklings høidepunkt. Did gjaldt del at naa frem
saa hurtig som muligt. Did pegte alle den
fremadgaaende strømretnings pile. Ud fra dette
synspunkt maatte de norske bondefortællinger og
sagaskuespil fortone sig i det høieste som en
vakker solnedgang, eller snarere blot en
efter-glans paa vore fjelde af en sol, som allerede var
gaaet ned. Ud fra et lignende synspunkt har
en og anden tysk literaturhistoriker undret sig
over, at ogsaa Henrik Ibsen begyndte med en
«romantisk idealisering» af norsk folkeliv og
norsk fortid.
Ud fra delte syn falder der ikke noget
egentlig varmt lvs over den nv-norske menneskeskil-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
