Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
hilse dem velkommen efter — op til det
europæiske kultur-niveau. Det var, som om han tog
imod dem oppe paa en høislette, hvor de
fremskredne landes digtning forlængst havde slaaet
rod. Hele dette ottiaarenes syn paa den
nynorske literaturs historie er paa en maade
sammenfattet i det hillede, hentet fra Bjørnsons
«Arne , hvormed Georg Brandes afslutter sin
ypperlig skrevne studie over Bjørnson (fra 1882):
De norske (og delvis de danske?) digtere er som
eneren og lyngen og de andre langsomme
bakke-bestigere, som da de langt om længe naar op
over skrænten, til sin forbauselse ser en hel
skog, som staar og venter paa dem. Den store
skog er hvis jeg opfatter billedet ret —
hverken den nye norske eller den nye danske literatur,
men hele det fra religiøs og anden romantik
frigjorte Hu ropas literatur. Brandes slutter
spøgende med de ord: Ja slig er det at naa frem,
sagde eneren. Naar man var naaet op til
denne høide, var man fremme: da havde man
naaet udviklingens maal!
I henved et fjerdedels aarhundrede kunde
man fristes til at sige — har denne opfatning,
som en synkverving, formørket udsigten lil en
af de største blomstringer i vor literatur.
Synnøve» og «Arne» og «En glad gut , som
sandsynligvis hører til Norges allermest blivende
hidrag til verdensliteraturen (alene
barneskildringerne gjør dem umistelige), har af mange været
betragtet som hyrdepoesi» og romantisk bonde-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
