Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
Naar man læser Aunun» og Ole Stormoen
og En munter mand i belysning af Eilert
Sundts skrifter, kan det ved første øiekast synes,
som om Bjørnson sluttede sig fuldstændig til
det nye, realistisk-kritiske syn paa de norske
bønder. Der er ingen bondeforgudelse i noget
af disse verker. I dem alle staar helten mere
eller mindre i opposition til det omgivende
bondesamfund. Helten er fremstillet med
sympathi; men den menneskelige baggrund er
temmelig mørkt farvet. Aunun vokser op i et
daarligt hjem, hvor manden drikker. Han
behandles temmelig barbarisk baade af sin far og
af skolelæreren. Den unge bondejente, som han
holder af og som kunde blevet hans redning,
lader sig forføre af en anden, og han selv blir
sindssyg. Er det ikke, som om forfatteren har
villet illustrere den nye, triste opfatning af de
norske bønder? Fortællingen om Aunun ender
med en beklagelse af de ulykkelige, som tager
sin sidste tilflugt lil brændevinet . — I Ole
Stormoen > holder helten, Stange, en
bryllupstale, som ikke netop vidner om bondeforgudelse:
. . . . Mangt ei bygdelag i vort kjære Norge
synes mig ofte en stad, som dannelsen beleirer
fra alle kanter .... (Ved en beleiring) pleier
man gjerne at afskjære vandforsyningen. Men
er det raaheden, man skal beleire, da er det . . .
ildvandet, man skal grave afløb for. Her er den
store kilde, som forsyner raahedens leir. I
En munter mand vokser Arne op i et ulykke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
