Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
ud af den nedstemmende diskussion 0111 en
ulykkelig stillet klasse af mødre og børn blomstred frem
to af de mest gribende livsbilleder i vor literatur.
Ingen mødre er i nyere digtning behandlet med
større ømhed.
Dette er digterens forhold til den
klassificerende videnskab og den sociale retsordning,
som begge i nogen grad er nødt til at se paa
de feilende mennesker gjennem lovens og
almensætningens kolde, abstrakte syn. Til alle de
generelle dommes klassebundne og
brændemer-kede kommer digteren som en befrier og viser,
at et konkret, levende menneske er altfor
sammensat til helt at kunne indestænges i nogen
klasse, bestemt ved et enkelt kjendemerke eller
karaktertræk. Digtekunsten har asylret, som de
gamle templer. Historiens eller det moderne
samfunds stedbørn redder den ind under det
individualiserende syn. Sigurd Slembes eller
Arnes mor, to af disse mødre, som føder med
dobelt smerte, — hvor er de ikke reddet ind i
Bjørnsons digtning som til et fredlyst sted, hvor
de haarde, generelle domme ikke kan naa dem;
og alligevel uden spor af forherligelse eller
udsmykning af deres feil. Men klassemerket er
udslettet, ligesom Henrik Wergeland tænkte sig
brændemerket engang udslettet af Kains, den
første forbryders, pande. Ingen skal merkes for
altid efter en enkelt handling. Ikke af
videnskaben, ikke af loven, ikke engang af Gud! Saa
mener digterne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
