Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
fortællinger er der tydelige spor af en
slegts-eller skjæbne-tragedie, som fra først af hang
som en truende sky over heltens barndom. I
Arne» træder en skjæbnesvanger slegts-arv endnu
i den omarbeidede udgave saa sterkt frem, at
professor Lochmann senere (engang i 1870-aarene)
sagde til Bjørnson: Det er merkværdigt med den
Arne, det er som om De allerede dengang havde
læst Darwin eller Huxley.» Ogsaa i «Synnøve
Solbakken» betones slegtsarven temmelig sterkt.
Thorbjørn havde arvet et lidenskabeligt sind fra
sin far. Og det antydes, at det havde været
værre med hans farfar. Den farligste arv pleiede
at springe over et led, — altsaa «atavisme
Eierne paa gaarden Granlien havde, staar der,
skiftevis hedt Thorbjørn og Sæmund — op i
umindelige tider. Men det ord gik, at i
(iranlien havde blot anden hver mand lykken med
sig, og det var ikke ham, som hed Thorbjørn.
Da den nuværende eier, Sæmund, fik den første
søn, tænkte han mangehaande derved, men turde
dog vanskelig bryde slegtens skik, og kaldte ham
derfor Thorbjørn. Grundede han da over, om
ikke gutten kunde opdrages slig. at han kom
forbi den skjæbnesten, snakket havde lagt i
hans vei. .....
Det var derfor at den vesle Thorbjørn blev
saa strengt opdraget af sin far. Thorbjørn selv
kunde ikke rigtig forstaa det. Han «tænkte,
naar han fik hugg, fordi a-b sagde ab og ikke
ha, og fordi han ikke lik lov at give liden Ingrid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
