Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
ris, som faderen gav ham: —det er dog
underligt, at jeg skal have det saa slemt, og alle mine
smaasøskende skal have det saa godt.»
Dette motiv med frygten for en arvet
slegts-skjæbne er sandsynligvis i nogen grad laant fra
digterens egen oplevelse. Han har selv fortalt,
at hans far ikke var uden frygt for, at hans
ældste søn skulde komme til at ligne sin
begavede farfar, som ikke havde «havt lykken med
sig». Denne farfar havde hedt Bjørn, medens
digterens far hed Peder. Og saaledes havde
digterens forfædre skiftevis hedt Bjørn og Peder,
op i umindelige tider, — indtil presten Peder
Bjørnson, i modsætning til Sæmund Granlien,
brød slegtens skik og satte en stjerne ind i sin
ældste søns navn, ved siden af Bjørn-navnet,
som havde noget utrygt ved sig. At der virkelig
kom et brud i slegtens skjæbne sammen med
det nye, lyse navn, har jo senere vist sig. Men
i digterens barndom og første ungdom nærede
presten Bjørnson adskillig bekymring for denne
urolige og fantasifulde søn.
Gjennem digterens meddelelse staar det fast,
at baade «Synnøve Solbakken» og «Arne»
oprindelig var ment at skulle ende tragisk, —
altsaa en art slegts-skjæbnetragedie i fortællende
form. Men Bjørnson var selv i nogen grad
model for Thorbjørn Granlien, og eftersom han
følte sine kræfter vokse under opholdet i
Kjøbenhavn, rystede han al frygt for arv og al den
gamle skjæbne-tragedies tyngsel af sig og hæv-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
