Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
dede uvilkaarlig sin nye tro paa sig selv og sin
egen fremtid ved at lade Thorbjørn, ligesom
Arne, overvinde slegts-skjæhnen. Jeg tager neppe
feil, naar jeg tror, at den lykkelige udgang i hans
to første banebrydende fortællinger hænger
sammen med et gjennembrud i hans syn paa sig
selv. Af hans egen «vilje til liv», af hans
modige og mandige beslutning, at det trods alle
tegn og merker skulde gaa ham godt, er vel
omslaget i hans drømmebørns skjæbne fremgaaet.
Sammen med Thorbjørn har han paa en maade
kjæmpet for sit eget liv, mod lidenskabelighedens
vanskjæbne. Og det var kanske ikke mindst
dette, som gav fortællingen et saa betagende liv.
Vistnok havde vel Bjørnson fra barn af i det
hele et lyst sind. Men ingen ser bestandig lyst.
Og et tungsindigt fantasi-drag var jo allerede
kommet frem i hans første trykte digt, Fossen»
(1852), hvis selvmord-fantasier minder om en
anden overveiende lys natur, Goethe, i
Werther-tiden. Ogsaa Aununs, Arnes og Thorbjørns saga
var tænkt som tragedier. Og hans første geniale
skabning, kong Sverre i «Mellem Slagene», var
opfattet som en tragisk person. Det maa
forøvrig erindres, at skjæbne-tragedien, i dette ords
videste betydning, var en af den ny-europæiske
digtnings yndlingsformer, fremgaaet ved en
synthese af de græske tragikere og Shakespeare.
Baade Goethe og Schiller begyndte i nogen grad
med det skjæbne-tragiske syn, ligesom Ibsen hos
os, eller Camilla Collett i «Kongsgaard» og «Amt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
