Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 (10
ment. Allerede i en kritik fra l«S5f> havde han
protesteret mod at fremstille nutidens norske
bønder som ligesaa voldsomme og vilde som
den gamle tids nordmænd. «Vort folk,» siger
han, «har havt sin opdragelse siden da. Al
nationalitet maa opfattes som en evig
fremgang1.»
Ogsaa Henrik Wergeland havde jo paa sin
maade været evolutionist, men dog ikke
gjennemført dette syn for den norske histories
vedkommende, — hvad der især fremgaar af hans
tilbøjelighed til at afbryde og kaste væk
«mellemalderen ./, som en uægte lodning . Bjørnson
naadde i dette stykke videre, ad sin
eiendommelige vei. Xoksaa enestaaende i verdensliteraturen
er den række af delvis parallele verker, hvori
Bjørnson i løbet af næsten en halv
menneskealder. fra sit femogtyvende til sit firtiende aar
(1857—1872), eksperimenterer med de samme
karakter-problemer i to forskjellige tider, to
forskjellige kunstformer og to forskjellige tonearter,
saa at sige i dur og mol. Fra det første
par i rækken, «Synnøve og Halte-Hulda», kan
vi, som fra et høil sted, se udover hele den
første halvdel af Bjørnsons digterliv, — hans
ungdomÄdrømmes erobring af det gamle og nye
Norge.
Det parallele syn paa sagatid og nutid er
vistnok mindre udpræget mod slutningen af
1 Udhævet her. Se Bjørnstjerne Bjørnsons Udvalgte
Artikler og Taler, I, side 71.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
