Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16<)
Skjønt himlen daler og landet kalder,
det har ei hvile og ei det viger.
I sommernatten, i vinterstormen
Det vælter klagende samme længsel.»
Samtidig med at han ikke uden velbehag følte
sig i havets vold og sig selv som den svage,
grebes han dog ogsaa af medlidenhed med disse
jutulagtige, hjælpeløse kræfter, som ikke kan
raade sig selv. Havet blev til en tragisk
skikkelse, i slegt med den gamle hevn-tids vilde,
driftsbundne naturer som Halte-Hulda og Eyolf
Finsson. Det var utvilsomt gjennem en lignende
tanke-forbindelse, at dette indtryk af havet senere
blev indsat i Arnljot (iellines saga. Arnljot
drages til havet som til et beslegtet væsen, større
og endnu tungsindigere end han selv.
Jeg fores, hav, af dit store tungsind
og slipper ned mine matte planer. > —
dette var vel især nattetimernes indtryk. Men
Saa kommer dagen I Og modet springer
i lange huer mod lys og hvælving.
Og skibet snøfter og lægger siden
med vellyst ned i den kolde bølge,
og gutten klavrer med sang mod toppen
at rede seilet, saa det kan svulme . . .»
Om dagen, da blir skibet og mennesket
overlegent. Og snart kunde den hjemvendende digter
se Norges høie kyst hæve sig i horisonten, —
Kristianiafjordens sydvestkyst, som gav det første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
