Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
af de indtryk, som to aar senere formed sig til
uforglemmelige ord:
«Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem.
furet, veirbidt over vandet,
med de tusen hjem.»
Norges letkjendelige, af elementernes evige strid
merkede kyrst, som steg høiere og høiere frem med
glimt af menneskelige reder, — dette syn lige
efter indtrykket af havets ensomhed og tungsind,
det maa have været en velkomsthilsen efter
Bjørnsons sind. Vi kan forstaa, at han ved
dette gjensyn elskede «dette landet» høiere end
nogensinde før, — nu da han havde noget med
sig til alle de tusen hjem.
Det tredje (lyhe, uudslettelige naturindtryk
fra denne sommer tik Bjørnson et par
maaneder senere, da han efter at have skrevet
«Synnøve Solbakken» færdig i Kristiania i en
stegende sommervarme reiste hjem til sine
forældre i Søgne. Etsteds paa den gamle
landevei mellem Kristiansand og Søgne prestegaard
ligger den bratte li eller bakke, hvor Bjørnson
syntes at se den norske bondes saga gjennem de
uberømte aarhundreder indskrevet med
billed-skrift: lynget og eneren og furuen og bjerken,
som arbeider sig opefter fjeldet i hundreder af
aar, men rives ned igjen af flommen og ligger
overende en lang tid, —for atter at tage fat, «som
om de aldrig havde faldt». "Friskt mod, sa’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
