Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17(1
saa heder det i Wergelands Dalvise» (fra 1841),
det samme digt, som indeholder de
berømte vers:
Hist slunken silje, hæg og pil
og rogn sig sammenranke.
Det nogne fjeld de dække vil
det er en kjærlig tanke.
Disse skjønne ord er vel en forløber for
Bjørnsons indledning til Arne , som Vinje i sin tid
gjorde gjældende. Men hvad Vinje ikke saa,
var, at Bjørnson ikke alene faar Wergelands
billed-tanke til at vokse op til en hel liden
natur-mvthe, men samtidig indføier naturbilledet
som et organisk led i en nv, synthetisk kunst.
Wergeland havde, som Shelley og Byron og
flere af de store romantiske naturlyrikere, ofte
en trang til at flygte bort fra menneskene for
at være alene med naturen. Og naturen blev
for ham saa levende og hesja-let, at den
undertiden tog noget af interessen bort fra de enkelte
mennesker. Naturbilledet blev somoftest mere
levende end menneskeskikkelserne. Hos Bjørnson
er naturbilledet gjerne vokset ind i
menneskebilledet og ligesom optaget i dette. Han er
arvtager efter begge den foregaaende periodes store
naturdigtere. Men i en enkelt henseende fører
han naturdigtningen et skridt videre, nemlig ved
at knytte den uløselig sammen med en ny
menneskeskildring. Bjørnson blev den første,
som løste den store opgave: at befolke den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
