Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hil
og saa med høi, klar stemme den sang, hun
havde laget om efter en anden:
Nu tak for alt, ifra vi var smaa
og legte sammen i skog og lade.
Jeg tænkte, legen den skulde gaa
op i de graanende dage.
Jeg tænkte, legen den skulde gaa
ud fra de løvede, lyse birke
did frem, hvor Solbakke-huse staa
og til den rødmalte kirke.
Den freidige stemning, der allerede fra først af
klinger som en halvbevidst understemme i
ordenes lette, seirrig fremtrængende strøm, som
vugger vemodige minder, bryder tilsidst frem
til fuld bevidsthed i barnlig tillid til Gud.
Hun har jo vundet dette, at hun nu, da
Thorbjørns liv er i fare, kan bryde med sin blygsel
og vedkjende sig sin kjærlighed for alverden.
Fra nu af kan hun tage aktiv del i hans
skjæbne. Efterat vi har oplevet denne scene,
er Synnøve ikke længer en idealfigur, men et
levende menneske af kjød og blod, — et
menneske, i hvem der er skeet et gjennembrud af
ny kraft. Vi har seet hende vokse i modgang,
vi har medoplevet hendes overgang fra barn til
voksen kvinde, - en af disse stilfærdige vekstens
undere, som for Bjørnson gjorde nutidens
freds-liv poetisk.
I Synnøves sang er de enkleste, jevneste,
mest hverdagslige ord flydt sammen til en
forunderlig dragende melodi. Ogsaa prosa-stilen er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
