Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21(5
tilbage fra de danske, i kraft af sin vildere og
voldsommere, mere dramatiske natur. Men
endog i dette sammentræf aabenbarer sig de to
unge norske digteres delvis forskjellige grundsyn
paa de menneskelige kræfter. Bjørnson, som
selv havde saa god raad paa eksplosiv lidenskab,
er allerede fra først af adskillig mindre imponeret af
Brvnhild-skikkelsens vildhed. Lidenskab havde
han selv nok af. Og gjennem sin slegts historie
havde han lært at se paa den ubeherskede
lidenskab som paa en med svaghed forhunden kraft.
Derfor fremhæver Bjørnson langt sterkere end
Ibsen del syge og paa en maade hjælpeløse
ved repræsentanten for den vilde lidenskab. Han
lader os se paa Halte-Hulda ikke blot med
hendes egne og elskerens øine, men ogsaa med den
unge Thordis’s medynksfulde blik. For Thordis
er hun en stor og heroisk anlagt natur, men
ogsaa en ulykkelig, som trænger hjælp. I dette
lille træk. at Thordis, som er et ganske
almindeligt menneskebarn, har medlidenhed med den
sterke Hulda og søger at hjælpe hende til rette,
ligger et forholdsvis uromantisk svn paa den
vilde lidenskab. Hos Ibsen er Hjørdis ikke saa
meget syg, som dæmonisk, — en forestilling,
som digteren selv spøger med i Vildanden’.
Ibsens Hjørdis er noget af et overmenneske.
Stykkets øvrige personer er ligesom troldbundne
af hendes kraft. Ingen kan rigtig komme sig til
al bekjæmpe hende. Der er noget gaadefulde
noget halvdunkelt ved hendes natur, — hun er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
