Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262
ikke er saa ublandet. Naturens aand er som
folkets: «ikke at give sig hen i nogen enkelt
stemning, saalænge det blot er muligt at undgaa
det; den har stor jævnhed i omgang.....Og
den, som ikke vover at søge storheden netop i
denne jævnhed, han er ingen norsk digter, 0111
han ogsaa er digter. Derfor ved jeg med
sikkerhed, at den tid kommer, hvori hine nu saa
berømte malerier nok vil kaldes saare talentfulde,
men sættes hen ... til «overgangsperioden .
tiden, hvori vi endnu laa udenlands og
kjæm-pede for at naa hjem». — Gjennem disse
udtalelser fra 1857, Synnøve Solbakken»s aar, er
Bjørnson en bebuder af den yngre norske
malerskole (Werenskiold, Thaulow, Gerhard Munthe
og deres samtidige), som «lod de pragtfulde
fjeld-partier, de høitsvungne fjeldlinjer . . . ligge for
at gjennemtrænge det mindre og nærmere i større
intimitet (Dr. Andr. Aubert) og som især malte
den jævne og stilfærdige østlands-natur.
Af interesse er et sted i den samme
artikelrække, hvor Bjørnson - netop ved den tid, da
«Synnøve» skulde sendes ud i bogform —
udtaler sin foleise af digtekunstens begrænsning i
sammenligning med malerkunst og musik. Der
kan komme digtere og udtale vor frihedsfølelse
og fædrelandskærlighed, tegne vor historiske eller
dagligdagse gang, de kan give ord til mangen
stille længsel; men hører man blot en halling
blive spillet eller en folkevise drage monotont
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
