Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
historisk drama ikke i alle stykker er historisk,
er og blir en underordnet sag. Hegge de to
store norske dramatikere har paa dette punkt
den modsatte opfatning af Hermann Hettner,
hvis berømte bog <I)as moderne Drama» de
begge havde læst. Og dobbelt interesse faar
de to norske digteres hævden af det historiske
dramas frihed i forhold til den historiske
videnskab, naar vi lægger mærke til, at Ibsen
hævdede denne frihed til forsvar for et stykke af
Andreas Munch og Bjørnson til forsvar for
Oehlenschläger, — altsaa begge til forsvar for
ældre dramatikere, som de selv var ifærd med
at afløse.
Dette storsind kommer begge det norske
saga-dramas digtere tilgode overfor en senere
tids kritik, som har havt let ved at paavise,
at ogsaa Bjørsons og Ibsens billede af den gamle
tid i mange stykker er uhistorisk. En
fremragende dansk kritiker, Dr. Valdemar Vedel, har
endog hævdet, at ?trods den vdre fremgang i
historisk kolorit var i virkeligheden Ibsens
Kongsemnerne endnu tre gange saa uhistorisk
som Oehlenschlägers «Håkon Jarl ; de
Ibsen-ske tanker lagte i munden paa de gamle
høvdinge og klærke var naturligvis langt
umuligere end de Oehlensehlägerske paa ladejarlens
tunge . — Selv om der herom kan strides, —
sikkert er det, at baade Ibsen og Bjørnson i sin
tid havde ret i sit ridderlige forsvar for sine
forgjængere, og at historien nu vil regne dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
