Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294
saaledes at vi siden er stormet ud over al
historie efter mere belærelse? . . . Sagaen havde
været min første morskabslæsning, og igjennem
liere aar min eneste; og dog var Oehlenschläger
straks, og gjennem alle aar, lige til de fire-fem
sidste, mit fulde store udtryk for alt, som sagaen
gjemte», — lige siden den dag, da Bjørnson
havde læst et lidet stykke af Hakon Jarl høit
paa skolen, bleg af begeistring».
Den unge forkjæmper for et norsk drama
vilde ikke afsætte Oehlenschläger og den danske
guldalders digtning. Han vilde bygge videre
paa dens grundlag, ligesom paa norsk og
europæisk forarbeide. Af og til kunde vel ogsaa
Bjørnson give Oehlenschläger et lidet hieb,
som naar han i en kritik fra 1850 havde sagt,
at «Oehlenschlägers stykker er ei eneste stort
deklamations-mimer^. Eller naar han i en
artikel fra 1858 udtaler, at den danske scenes
repertoire, nemlig den Scribe’ske komedie, den
danske vaudeville og den Oehlenschlägerske
tragedie, — alt dette er nu gammelt og har
gjort sin forretning» . . . Den
Oehlenschlägerske tragedie vil altid komme til at staa; men
som de store veivisere, der rager op over sneen.
Vi vil spille dem en gang imellem for at merke
os, hvor vi dengang stod. — Men da
Aftenbladets unge, talentfulde kritiker, Hans
Borde-vik, efter en opførelse af «Correggio» paa
Christiania theater havde udtalt, at Oehlenschläger
ikke længer lod sig spille, — da var det, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
