Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
intens farvning af vilje og beslutning, saa al
altsaa ikke stemmens styrke, men dens særegne
anvendelse løfter tilskueren op til den ideale
synshøide».
Bjørnson tilføier, at i de to tragedier af
Oehlenschläger, som han nylig havde opført,
var tonen næsten overalt saa nordisk grei, at vi
kunde oversætte frisk væk fra dansk til norsk,
og for os (ik del straks en smigrende klang, en
uventet sandhed, saa vi mangen gang sagde
mellem os, at ædruelig norsk opfattet
faar Oehlenschläger en gj e n f ø d n i n g
paa vore scener». Og «det mest forbausende
var, at publikum fik med engang skuespillere,
som det ikke vidste af, at det havde havt
(jomfru Siewers, Hans Brun). Jeg er viss paa, at
det overalt vil gaa til paa samme maade, al
man ikke ved, hvad man har, før en befriende
form kan bydes deres væsen, som det ligger i
bugt og knude; men befriende er ene den form,
som er hjemlig».
Hans Brun, som gamle Ørnulf i
Hærmændene . var ikke den eneste af skuespillerne, hos
hvem Bjørnsons instruktion fremlokkede uanede
evner. Endnu mere gjaldt dette den bergenske
scenes største kraft, Jacob Brom, som af
Bjørnson blev flyttet over fra de komiske til de
tragiske roller. Man kan af Bjørnsons avis-artikler
se, at hans meget omtalte nye «system» bestod
i at søge efter opgaver, hvorpaa hver enkelt
skuespiller kunde vokse. Ogsaa med hensyn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
