Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
tanke: vi kan cia ikke konservere alt, — «skal
vi bevare gammelost? — da blir det jo møk!»
Der ligger i denne vise en eiendommelig
forening af beundring og kritik, —- beundring for
de norske bønders taalmodige trofasthed og en
kjærlig kritik af deres tilbøielighed til at
opsætte med at tage det afgjørende skridt. Denne
sky for at bestemme sig og gribe dristig til, ikke
mindst, hvor det gjælder at tilstaa sin
kjærlighed, har Bjørnson skildret med en uforlignelig
forening af humor og lvrik i fortællingen om
Thorbjørn Granliens og Arne Kampens frieri.
Tilbøieligheden til at udsætte og skyde
afgjø-relsen fra sig var skyggesiden ved de norske
bønders taalmodighed og trofasthed i at vente.
Bjørnson har fortalt, at det stundom irriterede
ham, naar han hørte gjentaget den berømte linje
i Ivar Aasens sang:
«Me ska koma. ora inkje saa braat.»
— Jo, mente Bjørnson, vi skal komme saa
snart, som det bare er muligt.
Et af de interessanteste og nyeste træk i
«Arne» er Bjørnsons behandling af et fint
sammensat etisk problem i folkevisens form.
Deier tre viser i «Arne», som forekommer mig at
høre sammen og udfylde hinanden: Ingerid
Sletten af Sillejord», «Venevil» og s Træet stod
færdigt med blad og med knop>. Den første
sang handler om altfor taalmodig venten, den
anden om det modsatte: ubehersket livslyst og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
