Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
Dette herlige (ligt, hvori Arnes ensomme
grublen over sine forældres skjæbne er halvveis
udtrykt og halvveis gjemt i et natur-billede,
forekommer mig at være Bjørnsons epithalamium
eller hans sang til sit eget bryllup ved høst-tide
1858, da han med sin unge hustru flyttede ind
i det bergenske theatérs sidebygning, den samme
beskedne leilighed, som Henrik Ibsen tidligere
havde beboet.
Endnu eiendommeligere er visen om
Vene-vil, som øiensynlig er en fri og original
omdigtning af folkevisen «Ifjol gjætt’ e gjeitin i jupaste
dalom» og forholder sig til denne omtrent som
enkelte af Griegs og Svendsens kompositioner
forholder sig til norske folkemelodier. Visen om
Venevil handler om den unge pige, der lader
sig forføre, ligesom Arnes mor, og mister sin
ungdoms lyse livsglæde.
Til sanktehans
er der latter og dans:
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans.
Dette omkvæde i «Venevil» minder om den
skjønne scene i «Geografi og kjærlighed , hvor
professor Tygesen fortæller om sin
bryllupsfærd: «Nu levde vi vor sankthans-dag. Fra
imorgen .... — jeg havde ikke før tænkt elet,
saa mørkned det omkring mig — — en sorg
tog mig, som maatte jeg ende mit liv. Baade
sangen om Venevil og dette sted i «Geografi og
kjærlighed» gjemmer minder fra Bjørnsons egne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
