Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
321
forlovelsesdage. Bjørnson erindrer, at han
allerede som gut følte sig vemodig stemt ved
Sankt-hans-tid: «nu gaar solen nedover! Foraaret er
forbi!» Under midtsommerdagenes lykke i
Trondhjem kom noget af den samme følelse igjen.
Han havde naaet høidepunktet. En fornemmelse
som den, grækerne har udtrykt i nemesis-tanken,
bragte ham uvilkaarlig til at tænke paa
folkevisen «Ifjol gjætt’ e gjeitin». Den samme vise
laa muligens til grund for ei af
hovedmotiverne i fortællingen om Arne,—Margit Kampens
skjæbne.
Da Bjørnson i løbet af sommeren 1858 tog
fat paa omarbeidelsen af «En munter mand» til
«Arne», var det altsaa under en følelse af, at
han nu var naaet til et vendepunkt i sit
ungdomsliv. Hermed stemmer det religiøse alvor
og det indtrængende, selvkritiske sjælestudium i
denne fortælling. I «Arne» synes Bjørnson at
have holdt et opgjør med sig selv, — bekjæmpet
den side af sin natur, som var beslegtet med
Eyolf Finsson i «Halte-Hulda», og indviet sig
til trofasthed mod de nærmeste pligter. Hvad
du evner, kast af i de nærmeste krav» (som han
senere sang i «Fiskerjenten»), — dette er
livsfilosofien i «Arne». Troskab mod hjemmet og
fædrelandet, de to ur-former af religiøs fromhed,
det er den livskunst, Arne tilkjæmper sig, idet
han l’ra drøm og digtning gaar over til at gjøre
en mands gjerning i livet paa den plads, hvor
han er hensat.
22 — Collin: Bjørnstjerne Bjørnson. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
