Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
443’
og Clemens Petersen. Hele tonen, ligesom ogsaa
en enkelt ytring i Goldschmidts første artikel
gjør det efter mit skjøn utvilsomt, at han nylig
— i sin helhed eller i uddrag — havde læst
Bjørnsons opsats i «Bergensposten» og opfattet
den som en krigserklæring, ikke alene mod den
danske scene i Norges hovedstad, men ogsaa
mod hele den danske guldalders skuespil-digtning
og theater-tradition. Det lod altsaa virkelig til,
at disse unge nordmænd vilde skyve det danske
skuespil tilside for at faa plads for et særeget
norsk saga-drama! Goldschmidt er særlig streng
overfor Bjørnson, som jo ligefrem havde
forkyndt, at nu var turen kommen til det norske
drama. Ibsens «Hærmændene» behandles med
respekt, skjønt den danske kritiker finder mange
feil ved stykket. Baade i «Hærmændene» og
«Halte-Hulda» finder Goldschmidt heltinden
altfor «vild og uskjøn». Især er Bjørnsons Hulda
«uhyggelig og uskjøn»; stykket «er i sin helhed
uden idealitet», — altsaa en lignende anke, som
den nordmanden Rich. Petersen havde rettet
mod Ibsens «Fru Inger». Bjørnsons saga-drama
«efterlader ikke agtelse eller beundring for
fortiden og dens personer». Stykket «er i sin tone
blandet med raffineret og nervøs franskhed , og
«gjennem det nervøse og forcerede kommer
læseren til at opfatte Nordens fortidsliv som noget
hyæneagtigt, en række mvrderi-scener . «For
en del» — siger Goldschmidt — «gjælder det
samme om Hærmændene.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
