Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
445’
for brutal og fremstillingen af lidenskaben
altfor krast realistisk.
Den samme opfatning kommer lidt senere
i løbet af det samme aar til orde i det danske
«Dagbladet» (redaktør C. St. Bille).
«"Halte-Hulda» vidner ganske sikkert om betydelige
anlæg, men som helhed er stykket uskjønt og
upoetisk og vidner bestemt om, at forfatteren
staar i fare for at forvilde sig paa en farlig
af-vei, smagen for det rædselsfulde . . .» Det
valgte stof er ikke uden en viss storhed, men
det indeholder et saadant overmaal af vildhed
og raahed, at det under en sand behandling
maa gjøre et modbydeligt, frastødende indtryk.»
Men anmelderen indrømmer, «at som tidsmaleri
er «Halte-Hulda» muligens langt troere end
Oehlenschlägers stykker».
Naar hertil kommer, at selv Clemens
Petersen, som af al magt forsvarede stykket og ansaa
det for ligefrem banebrydende som psykologisk
problem-drama, dog indrømmede overfor
Goldschmidt, at den kvindelige hovedperson var
«uhyggelig og uskjøn», vil man se. at det
fremfor alt var den realistiske skildring af vilde
lidenskaber, som faldt flere af de største danske
kritikere tungt for brystet. Af Johan Ludvig
Heibergs theater-erklæringer ser man, at han i
1852 havde næret store betænkeligheder ved at
opføre Shakespeares «Richard den tredje» paa
grund af «den sorte kolorit, som hviler over
stykket» og den «vilde dissonans, som opfylder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
